Fitness Mette
10 (15) ting du (måske) ikke ved om mig klassikeren ...

Når ens hobby koster venskaber …

Når man går op i sin sport – og nærmest lever og ånder for den. Når man har en konkurrence, og et stærkt konkurrence-gen, der vil gøre stort set alt for at nå det ønskede mål, vil der naturligvis være ting man er nød til at give afkald på undervejs.

Når ens sport går ud på at vise sin krop frem, er man nød til at blive selvfikseret, krops bevidst og ikke mindst en lille smule narcissistisk på rejsen til scenen.  Man er nød til at give slip på nogle af hverdagens goder – og naturligheder. Man giver afkald på café turene, fredags hyggen (ihvert fald den der kommer i farverig sukkerform), byture, 3 retters menuer og alkohol. Det er hvad det er – og er i mine øjne ikke det hårdeste.

IMG_2768

Jeg har igennem de sidste 3 år mistet veninder, venner og relationer. De fleste forstår mig, og har både respekt og imødekommenhed overfor mit valg om at være konkurrence atlet. Dem der er tættest på mig, har støttet mig hele vejen. Men der er folk (også nogle jeg har været tæt på i mange år) der har taget afstand, der har vendt mig ryggen og som slet ikke forstår. Måske er det min egen skyld, og måske er den tabte kontakt 100% min egen skyld.

Da Fitness blev en stor del af min hverdag, ændrede jeg mig mentalt (nå ja og fysisk), det er jeg helt bevidst om – men det er ikke Mette der har ændret sig, det er mine valg der har ændret sig. Jeg har altid været hende der ALTID var klar på vin, drinks og en god fest til den lyse morgen – også i mine voksen år. Da min sport blev en seriøs hobby, sagde disse ting mig ikke rigtig noget mere. Jeg prøvede at gå med i byen på danskvand og gulerødder – men jeg kedet mig og jeg er helt sikker på at de andre også synes jeg var død kedelig.

Jeg kunne mærke hvordan veninder (husk det er kun en lille %-del jeg snakker om) tog afstand, stoppede med at ringe, stoppede med at invitere mig med og egentlig blev pisse trætte af alle mine trænings opdateringer. Om det var jalousi over min forbedrende form, irritation over at jeg fravalgte ovenstående ting, eller manglende forståelse ved jeg faktisk ikke. En lang periode – især efter 1. konkurrence, brugte jeg meget tid på at tænke over det. Jeg var ked af det og overveje hvordan jeg kunne balancere både veninderne, det sociale OG træningen. På et tidspunkt tog jeg mig selv i at overveje at drikke drinks og gå i byen med dem – for at glæde DEM!! Når jeg ser tilbage er det jo også helt tosset.

Da jeg tog beslutningen om at stille op anden gang, i bodyfitness, vidste jeg godt at det ville kræve endnu mere af mig – både tid og træning, kost og fokus. Jeg tog en beslutning om at dem der ikke kan acceptere mig, mit nye jeg, som trænings-Mette, ja de måtte jo vælge mig fra.

Jeg har mistet et par stykker der river i hjertet og det gør mig ked af det. MEN igennem min sport har jeg mødt mange nye mennesker, der er blevet venner – også tætte venner/veninder. Folk der har samme interesse og forståelse for sporten som jeg selv har. Folk der elsker denne verden lige så højt som jeg gør. Folk der ikke vender det hvide ud af øjnene fordi jeg vælger min træning frem for andet. Når man elsker fitness som jeg elsker fitness, finder man hurtigt ud af at det er en lille verden helt for sig – hvor alle følger alle og støtter og forstår.

IMG_2767

Som jeg skrev i et indlæg for en uges tid siden (læs HER!) overvejer jeg at stille op igen til foråret 2017. Jeg har rykket mig RIGTIG meget mentalt efter sidste konkurrence og jeg ved at jeg den her gang vil droppe den dårlige samvittighed og ikke tænke over om folk bliver eller går. Dem der holder af mig, som menneske, som atlet og acceptere mine valg, er dem jeg ved er de venner og veninder der bliver uanset. Jeg ved efter 3 år hvad det kræver og jeg ved at jeg kommer til at være fraværende, sige nej tak og leve lidt i min egen lille bobbel  – men hey det er 3-4 mdr. af mit liv og jeg er stadig dem Mette jeg altid har været – bare med en anden hobby. Heldigvis er jeg beriget med så mange der forstår og støtter mig – og det er jeg så taknemmelig for.

For mig er det et spørgsmål om forståelse og accept – og jeg kan ikke med 200% sikkerhed sige at jeg ville blive ved med at ringe til en der aldrig ringer retur – eller gad blive ved med at invitere hende der altid siger nej tak!? Men jeg ved at de venner og veninder jeg holder af, kan gå i kloster, blive atleter, eller noget andet der kræver deres fokus og jeg ville stadig holde af dem som altid. Min sport har kostet mig venskaber – men givet mig oplevelser, selvforståelse, venskaber, eventyr og følelser jeg aldrig havde drømt om … og jeg ville ikke gøre det om.

IMG_4325

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

10 (15) ting du (måske) ikke ved om mig klassikeren ...